Match Race i Frederikshavn blev en succes
I weekenden den 29. – 31. august 2008 blev der for første gang afholdt Danish Open i farvandet ud for Frederikshavn. Danish Open er en del af den prestigefyldte World Match Racing Tour, og som sponsor for en af bådene var Frederikshavn Havn også med, da nogle af sejlsportens allerstørste stjerner lagde vejen forbi og kæmpede om æren, point til verdensranglisten og en samlet præmiesum på en halv million kroner.
World Match Racing Tour sejles ni forskellige steder verden over og udover at gæste Danmark, besøger verdens bedste besætninger blandt andet også Brasilien, Malaysia, Bermuda og Sverige. Danish Open i Frederikshavn er femte del af touren og arrangementet, der allerede startede torsdag eftermiddag, bød på spænding og udfordringer for sejlerne fra start til slut.
Regerende verdensmester løb med sejren
Det blev den regerende verdensmester Ian Williams med besætning, der løb af med den endelige sejr i søndagens finale, hvor holdet slog franskmanden Sebastian Col med cifrene 3-0. Svenskeren Johnnie Berntsson løb med tredjepladsen, og den bedst placerede dansker blev Peter Wibroe, der sluttede på en sjette plads.
En vigtig sejr
”Den her sejr er virkelig vigtig for os, idet Danish Open hører til en af de helt store regattaer, som vi altid har været meget glade for at sejle. Og samtidig giver den her gevinst os nu forhåbentlig endnu mere vind i sejlene, eftersom besætningen på alle punkter har fundet den rette rytme”, siger en glad Ian Williams, der allerede få dage efter arrangementet i Frederikshavn rejste videre til St. Moritz i Schweiz, hvor sjette etape af World Match Racing Tour blev afholdt.
En succes for arrangørerne
Det er Kongelig Dansk Yachtklub, der i et tæt samarbejde med Frederikshavn Sejlklub, Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Event har sørget for at få det storslåede arrangement til Frederikshavn. Og med smukt sensommervejr, en frisk vind og tusindvis af besøgene er arrangørerne enige om, at Danish Open har været en succes.
10.000 besøgene
”Vi er meget tilfredse med arrangementet som helhed”, fortæller projektkoordinator Dorthe Brassøe fra Frederikshavn Event. ”Samarbejdet med de øvrige arrangører har kørt upåklageligt, den lokale opbakning har været i top, vi har haft solskin og blå himmel - og med omtrent 10.000 besøgene fordelt over arrangementets fire dage, kan vi kun være tilfredse med hele forløbet.”
Ros fra sejlerne
Og også de udøvende sejlere har været glade for opholdet i Frederikshavn, og de udfordringer som havet langs kysten har budt på i de forløbne dage. ”I løbet af arrangementet har jeg talt med de fleste af sejlerne, og de har alle udtrykt stor tilfredshed med arrangementet her i Frederikshavn”, fortæller Dorthe Brassøe. ”De synes alle, at de er blevet taget godt i mod, og at de har mødt stor gæstfrihed. Andrew Pindar, der ejer tre store hold – blandt andet Ian Williams’ vinderhold ved Danish Open - har efterfølgende også kontaktet os og rost os for vores håndtering af arrangementet. Og den anerkendelse er vi selvfølgelig meget glade for.”
Fremtiden
Hvorvidt World Match Racing Tour gæster Frederikshavn igen næste år, er det dog endnu for tidligt at sige noget om. ”Før der træffes beslutning om at gentage succesen næste år, skal hele arrangementet evalueres, og vi skal have gjort økonomien op. Og ovenpå et par hårde uger i sejlsportens tegn, er vi ikke helt kommet dertil endnu”, afslutter Dorthe Brassøe.
|